Det som har gjort mig specielt nysgerrig overfor vilkårene i de skabende, undersøgende processer, generelt, det er forunderligt nok mine helt enkle akvareller og akvareltegninger. De har sat mig på sporet af "skaber-metoden" og givet mig den nødvendige indsigt. Det skyldes ikke mindst at akvarelfarven, sammen med vandet og papiret, er så hurtigt og levende og selvstændigt et medie at arbejde sammen med, at jeg nødvendigvis må blive en koncentreret og ubrudt del af det hele, hvis resultatet skal lykkes. Li'som pilen må blive eet med selve målet i en bueskyttes zen-træning. Og li'som fingrene må blive eet med musikken hos en pianist.
Og hvilken slags bevidsthed er det mon pilen og fingrene bliver del af i løbet af udøverens årlange træning?
Efterhånden har jeg det lidt li'som figurerne i de mytologi-inspirerede videoer for børn. Derfor kan jeg levende forestille mig et "bevidsthedernes atomare netværk" på mini-partikel-niveau. Lidt i stil med når kvantecomputere kommunikerer med hinanden . - Eller når to mennesker kommunikerer ved hjælp af spejlneuroner. Eller når tæerne fortæller min hjerne at skoene er for små.
Jeg forestiller mig, at der foregår en mængde ubevidste "samtaler" på kvanteniveau, i hver sit frekvensområde, og mellem mange forskellige tilstandsformer. Måske er det det vi kalder opmærksomhed og koncentration, - men det er snart forbi. Kommunikationen vil inden længe være domineret af den nye "Tidens ånd" og dens robotter - med præfabrikeret bevidsthed.
Men, på grund af forestillingen om "bevidsthedernes atomare netværk", ser jeg også for mig alle tilstandsformer som værende en uadskillelig del af een stor organisme. Og, på grund af det forholdsvis lukkede kredsløb på vor smukke blå planet, som bevæger sig rundt om solen med 107.200 km i timen - alt imens den elegant holder sammen på sine ejendele - så ser jeg også for mig en slags evigt liv - qua alle mine efterladenskaber.
Måske er alle mine akvareltegninger en slags "begyndende skitser af nogle fremtidserindringer". Under alle omstændigheder kan de først få navn når de er udført, og efter at jeg har fundet frem til noget der ligner den tilsyneladende inspirationskilde. Og da kan tegningerne næsten altid blive forståelige gennem et bestemt begreb, som igen har rod i forskelligt arketypisk erindringsmateriale: Bobo'er, små Kimærer, Cyborgs, Kattemumier, Heltinder, Tankelabyrinter eller Matrix, for at nævne nogle af mine serier.
Akvarel - for mig - handler derfor ikke om "at blive god til at farvelægge nogle tegninger". - Det er en helt anden "kunsthistorie". - Nej, for mig er akvarelprocessen en indgang, - en indgang til opmærksomhed og koncentration. Det vil sige: en øvelse i at blive hurtig nok til - som medie - "at materialisere tilblivelse" i selve sammenstødet mellem fysisk rum og psykisk rum i den skabende proces. - En proces hvor jeg er påvirket af symbolernes verden i en skøn blanding af begrebsanalyse, billedleg og ren overgivelse. Lige indtil opgavens objekt siger til mig: "ja tak - lige præcist sådan vil jeg gerne se ud".
På den måde bliver visionen pludselig et "objekt" som former mig, imens jeg anstrenger mig for at finde ud af hvordan det objekt mon er skabt til at ville se ud. Lidt li'som jeg kan fornemme, tæt på et lille nyfødt barn.
Og, det koncentrerede punkt, i en opgave, hvor spørgsmål og svar bliver eet, det er samtidig alkymiens hemmelighed i en nøddeskal. Opskriften til at nå det punkt, findes kun i kodesprog, og den går langt videre end til guldet. Det er det kodesprog jeg forsøger at finde indgangen til, hver gang jeg giver mig i kast med noget nyt.
Men selve glæden og fordybelsen, i min samlede forskning, er i sin oprindelse inspireret af mine "samtaler" med sommerfuglen og liljen - blandt andre. Æstetiske samtaler, som naturligt fører til etiske overvejelser omkring beskyttelse af livets underfulde mangfoldighed.